Unika keramik og akvarel.


Tænk på sikkerheden - når du arbejder med keramik.


Sikkerheden er vigtig, når du arbejder med keramik.

 

Den bedste sikkerhed, uanset hvad du laver, er almindelig opmærksomhed og forsigtighed under arbejdet - dette gælder også undervejs i en keramikproduktion.

 

Så tænk dig om og læs det med småt (brugsanvisninger og advarsler), ligesom du sikkert allerede gør, f.eks. når du arbejder hjemme i køkkenet eller gør huset skinnende rent, sværere er det heller ikke.

 

Noget af det, du kan komme til skade med er: 

 

  • Værktøjet, for en pottemagerkniv kan også skære.

 

  • Glasuren, som kan være sundhedsskadelig eller direkte giftig.

 

  • Varmen fra keramikovnen - og den åben ild under raku-brænding og reduktion er også risikofaktorer.

 

  • Lerstøvet, som kan give stenlunger ved langvarig indånding.

 

Advarsel om lerstøv:

 

Leret og dermed også lerstøvet indeholder kvarts. Kvarts-partiklerne i lerstøv, som hvirvles op, holder sig flyvende i luften i rigtig lang tid. Ved indånding kan disse partikler resultere i stenlunger over tid, så det er en virkelig god ide at beskytte sig med åndedrætsværn, når der forekommer lerstøv.

 

Hyppig rengøring er vigtigt for at minimere støvet, men almindelig afstøvning og støvsugning frarådes, fordi det netop hvirvler støvet op. Vask i stedet af med rigeligt vand både på borde, hylder og gulv.

 

Når du arbejder med leret så lad det, så vidt muligt, være mens det er henholdsvis vådt og læderhårdt, men ikke når det er så tørt at det støver, medmindre du altså tager åndedrætsværn på.

 

Åndedrætsværn.

 

Hvis du selv tilbereder glasurer af råvarer eller fra færdigkøbt pulverform, så vær opmærksom på hvor meget det støver og brug også åndedrætsværnet her.

 

For uanset om glasuren indeholder giftige ingredienser eller ej, så er der ingen grund til at eksperimentere med helbreddet.

 

Start evt. med et billigt engangs-åndedrætsværn - det gjorde jeg selv. Men nu anvender jeg en halvmaske med dobbelt filterholder og udskiftelige filtre. Det føles mere sikkert, er mere behageligt at have på og også meget nemmere at trække vejret igennem.

 

Hvis du er generet af røgudviklingen under reduktionen ifm. raku-brændinger, så brug også åndedrætsværnet her.

 

Sikkerhedsbriller.

 

Jeg gennemførte mine første RAKU-brændinger uden sikkerhedsbriller. Men efter tilbagevendende situationer med skiftende vindretninger og svidende øjne pga. røgudviklingen under reduktionen, samt et enkeltstående tilfælde af svedne øjenbryn og -vipper, fordi jeg kiggede "for dybt" i selve rakuovnen, så bærer jeg altid tætsluttende sikkerhedsbriller nu.

 

Hvis du er brillebærer i forvejen, så vælg en sikkerhedsbrille, som dine almindelige briller kan være inden i. Og køb gerne sikkerhedsbrillen samtidig med åndedrætsværnet. Så kan du nemmere sikre dig, at du kan have begge dele på samtidig.

 

Handsker.

 

Brug gummihandsker når du glaserer, hvis du har direkte kontakt med glasuren, f.eks. hvis du bruger hænderne fremfor en glasurtang ved neddybning. Brug dem evt. også når du vasker raku-brændte emner af efter nedkøling i vand.

 

Brug gerne almindelige arbejdshandsker under selve rakubrændingen, men skift til lange svejsehandsker eller brandhandsker, når du skal have dine emner ud af den glohede rakuovn (800-1000 grader C). Selvom du bruger lange rakutænger til at tage emnet op med, så er strålevarmen enorm, og når du sætter emnet i reduktionsmaterialet skabes der lynhurtigt ild og slikkende flammer.

 

Påklædning ved rakubrænding.

 

Brug igen fornuften. Det er fornuftigt at være helpåklædt. Dvs. ingen bare arme eller ben uanset vejret i øvrigt. Selv en tynd langærmet bomulds t-shirt tager meget af for strålevarmen. Anvend tætsiddende tøj (flagrende gevandter er bandlyst) og helst i naturmaterialer (bomuld og uld) - de fleste syntetiske stoffer smelter og brænder på et splitsekund og yder derfor ingen beskyttelse - tværtimod....

 

Hav solidt og lukket fodtøj på. Det føles mere sikkert end bare tæer i sandaler. Jeg har faktisk prøvet det - man kan komme til at tabe et glødende emne mellem rakuovn og reduktion. Og det er helt sikkert ikke behageligt, hvis der kommer et par bare tæer imellem - det har jeg heldigvis ikke prøvet.

 


OBS: Ovenstående er gode råd ud fra egen viden og erfaring - og derfor ikke en hverken godkendt eller generel sikkerhedsanvisning.


 


 < Forrige side          ^ Tilbage til top          > Næste side


 

Unika keramik og akvarel.

Susanne Enøe Hansen, Odensjövägen 26, SE-341 71 Lidhult
Ikonerne fører til nyhedsbrev, facebook, instagram og min svenske hjemmeside.
Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk